BIM-optimering af Panum - bedre byggeproces

AI Panum 06

AI har udført BIM-opmåling af Panum i forbindelse med om- og tilbygning af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i samarbejde med BIM Equity og BIM Measurement. Bygningsstyrelsen ønskede det gamle tegningsmateriale digitaliseret og præciseret i et nyt tegningsgrundlag i form af 3D-opmålinger foretaget direkte til BIM (Bygnings Informations Model).

BIM Equity fortæller om intelligente BIM-objekter i forbindelse med AI´s opmåling af hovedkonstruktionen og tekniske installationer i Panum i april-udgaven af HVAC magasinet*. Ved hjælp af en specialudviklet lasermåler, som registrerer hver måling gennem BIM-softwaren på en medbragt computer, bliver målingerne omsat til BIM, mens målingen udføres. Det giver mulighed for at vurdere hvilke objekter, der skal registreres, og med hvilken detaljering, de skal modelleres, på stedet.

AI Panum 05

BIM Equity opfordrer til, at byggebranchen høster alle fordelene ved at benytte BIM-teknologien fælles, så opmålingerne deles og koordineres med samarbejdspartnere med henblik på en samlet levering til bygherre. De understreger, at BIM-modeller kan fjerne 80 procent af de fejl, der ellers først opdages på byggepladsen, og tilskynder derfor til at bruge BIM-teknologien som arbejdsmetode og som en integreret del af byggeprocessen helt frem til kvalitetssikringen af projektet.

BIM Equity anbefaler programmet Solibri Model Checker (SMC) til automatisk kvalitetssikring af bygningsmodellerne via komplekse regelsæt. Programmet undersøger, hvor modellerne konflikter indbyrdes, og hvor de indeholder projekteringsfejl i forhold til kollisioner, tilgængelighed, brandkrav, konsistens, fejl og dobbelt-geometri og giver samtidig mulighed for udtræk af mængder og generering af rapporter.
Det smarte ved programmet er, at det arbejder med det uafhængige filformat, IFC, der kan eksporteres til stort set alle slags BIM-pogrammer. Dette gør det nemmere for de forskellige rådgivere at arbejde sammen om BIM-opmålingerne i byggeprocessen. 

Konklusionen på AI´s opmålinger fra Panum er, at det er oplagt at gøre BIM til en integreret del af arbejdsprocesserne i et byggeprojekt, da det skaber merværdi i processen og til det samlede projekt.

Læs hele artiklen fra HVAC magasinet her ”BIM optimerer projektering og kvalitetssikrer installationsprocesserne”.

Læs mere om BIM-opmålingerne af Panum her.

*HVAC magasinet udkommer 13 gange årligt og formidler viden om indeklima, ventilation, varme, vand, bygningsautomatik, bæredygtigt byggeri og energiforsyning.