Rejsegilde for energirenovering af boligblokke med varierede facader

Hoe Rg 0

Boligselskabet for Høng og Omegns forretningsfører Britta Skiber Rune holdt en fejende flot tale for håndværkerne ved det nyligt afholdte rejsegilde, der fandt sted i høj dansk efterårssol.

Energirenoveringen af afd. 6, Centerparken, omfatter udskiftning, efterisolering og indpakning af samtlige dele af facade, vinduer og tag. Yderligere foretages der en kraftig opgradering af udearealer, lejlighedssammenlægninger og højnelse af tilgængelighed.

Hoe Rg 1

Da AI startede på at udvikle projektet tilbage i 2009 fremstod de 4 blokke med i alt 72 lejligheder i en ganske trist forfatning. Hængende plastikvinduer, betonskader, svigtende murbindere i teglgavle samt indvendige fugt- og skimmelangreb bliver nu tilendebragt via Landsbyggefondens mellemkomst og et frugtbart samarbejde mellem AI, beboerudvalg og Boligselskabet.

Hoe Rg 2

Det arkitektoniske greb består i, at komme den eksisterende lettere ørkesløse facademonotoni til livs ved at bryde med den stramme vertikale og horisontale båndvirkning. I stedet introduceres et varieret boksmotiv, idet udvalgte facadedele beklædes med et sammenhængende og i forhold til den øvrige facade stærkt kontrasterende materiale.   

Hoe Rg 3

Energirenoveringen er i dette tilfælde udført ved at isætte nye højisolerende træ-/aluminiumsvinduer, efterisolere udvendigt med facadebatts og puds samt forskellige typer og farver skiffer monteret på klink med fordækt fastgørelse. Desuden skæres betonelementbrystninger foran altaner ned og erstattes med glasværn, hvilket medfører mere dagslys på altaner og i boliger. Alt i alt fører denne strategi til et byggeri, der ikke ligner kalkuleret snusfornuft, men fremstår som en værdig, varieret og fremsynet bebyggelse i Høng.  

Hoe Rg 4

Arkitektforeningen og Københavns Kommune har gennemført et studie, der dokumenterer, at strukturelle forandringer i arkitekturen løfter udvalgte boligområder radikalt. Det er vores ønske, forhåbning og forventning, at den gennemførte totalrenovering af afdeling 6 i Høng vil være til glæde for brugere og beskuere mange år frem i tiden.  

Se mere om Arkitektforeningen og Københavns Kommunes undersøgelse af 27 effektstudier i ni lande her.