Skolen på Nyelandsvej - AI vinder ombygning af faglokaler

Skolen Paa Nyelandsvej 0999 Red Web

AI har vundet udførelse af teknisk rådgivning og bistand i totalrådgivning vedr. ombygning af Skolen på Nyelandsvej for Frederiksberg Kommune.

Frederiksberg Kommune oplever et stigende elevtal på kommunens skoler. I forlængelse heraf er den eksisterende faglokalekapacitet ikke tilstrækkelig, og der er behov for at ombygge eller nyindrette flere lokaler med mulighed for anvendelse som faglokale inden for de eksisterende bygningsrammer.

På skolen på Nyelandsvej flyttes en del af SFO’en til nye kombilokaler. Herved frigives lokaler, som ombygges til nye faglokaler, samtidig med at eksisterende faglokaler opgraderes.

Projektet omfatter opgradering af skolens formningslokale, hjemkundskabslokale og sløjdlokale samt etablering af nye lokaler til håndværk og design, billedkunst, drama og bevægelse, musik og natur & teknik med et samlet areal på cirka 800m2.

Projektet udarbejdes på baggrund af foreliggende projektforslag, som primært omfatter rumdisponering og indretning af faglokaler. Der indsamles alt relevant tegnings- og projektmateriale, og når dette forefindes, påbegyndes registrering af konstruktioner og installationer. I forbindelse med ombygning af hjemkundskabslokaler, baghuset og øvrige lokaler vurderes eksisterende ventilationsanlæg, og der sikres god ventilation. Der udarbejdes oversigt over luftmængdebehov, som sammenholdes med eksisterende anlægskapacitet.

Skolen Paa Nyelandsve 1027 Red Web

Frederiksberg Ejendomme har gennemført udbuddet som en begrænset licitation uden prækvalifikation i henhold til bekendtgørelse af lov om indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter (tilbudsloven) – lovbekendtgørelse nr. 1410 af 7. december 2007.

AI er udvalgt blandt 5 rådgivere, der har givet tilbud på opgaven.

Opgaven er tildelt på baggrund af tildelingskriteriet det økonomisk mest fordelagtige tilbud med følgende underkriterier:

o Pris (vægtes 60%)

o Organisation og bemanding (vægtes 20%)

o Erfaring fra lignende opgaver (vægtes 20%)

Frederiksberg Ejendomme varetager bygherrerådgivning under ombygningen.