48 nye præfab boliger indviet

2 AI Sundholm Syd

48 nye præfab boliger i Sundholm Syd er indviet, og beboerne er flyttet ind. 478 personer skrev sig op til boligerne på kun fire dage i november 2014, hvor ansøgningsskemaet var åbent hos Boligforeningen 3B.

Sundholm Syd er bygget under AlmenBolig+ konceptet, som er moderne boliger til familier, der gerne vil yde en indsats i boligafdelingen mod en lidt lavere månedlig ydelse.

Fleksible familieboliger tæt på centrum af København 

De nye familieboliger er opført som seks fritliggende blokke i hhv. tre og fire etager med en blanding af boliger på mellem 80 og 130 m2 i et, to og tre plan. Boligerne er bl.a. attraktive pga. stor indretningsfrihed, bæredygtig udførelse og god beliggenhed med kun 10 min. på cykel til København K.

Boligerne er udformet som åbne rum, der kun er opdelt af de faste installationer (bad, køkken og depot). De åbne rum og facader gør det muligt at sætte vægge op og få flere mindre rum - uden at gå på kompromis med dagslyset. Vinduespartier i fuld bredde og højde giver maksimal udnyttelse af dagslyset og bedre arealudnyttelse end tykke ydervægge (ca. 5 m2 pr. bolig). Facaden afskærmes for indblik og solindfald/overophedning med udvendige mobilskærme.

AI Sundholm Syd 7 4S9A5976

Chefarkitekt Tomas Snog udtaler:
”De nye boliger i Sundholm Syd er bygget på en gammel gartnerigrund, som er blevet renset for forurening, og indeholder små pixihaver for at skabe et grønt og aktivt miljø. Byggeriet er udført som lavenergiklasse 2015 baseret på fjernvarme, rumstore boksmoduler, højisolerende lavenergivinduer, fleksibel indretningsfrihed, ventilation med varmegenvinding og solceller på alle boligerne.

Boligerne er 4-etagers træelement byggeri bestående af skandinaviske materialer med facader i ubehandlet træ samt riflet cortenstål og råaluminium, som kan omsmeltes og genbruges ved udskiftning, og som giver bygningerne et industrielt og stofligt udtryk”. 

Byggeriet indgår i DAC og Realdanias inspirationskatalog ”Præfabrikeret boligbyggeri med kvalitet” (side 19). Se og download kataloget her.

Se mere om byggeriet Sundholm Syd her.

Se mere om boligerne på Boligforeningen 3B´s hjemmeside her.

Se mere om AlmenBolig+ konceptet her.