Medsponsor af skolebyggeri i Congo

Skole Congo1 02814 800X600

Skoleprojektet i Uvira, Congo er nu afsluttet, og skolen er taget i brug til undervisning. AI har støttet projektet med bidrag til inventar til skolen herunder skolepulte, lærekatedre, stole, kontorudstyr og elinstallationer. Møblerne til skolen er bygget i hånden på stedet af lokal arbejdskraft.

Skolen er en del af 3 projekter, som bygges på samme grundstykke. Ud over skolen bygges der en sundhedsklinik og et børnehjem. 

Materialevalg, produktionsform og arbejdsproces

Produktionsformen for skolepultene beskrives af tømrer Daniel Bøytler, som har styret møbelarbejdet:

”Til skolepultene blev der bestilt et antal brede planker, som derefter, grundet at vi var i en forholdsvis stor by, blev sendt til høvling og afretning ude i byen. Dette var en grov høvling, hvis formål var at forsøge at ensarte træet.
Derefter kom træet frem til håndværkerne, som først skar alle stykkerne til. Dvs. - sæder, bordplader, ben og afstivere. Drenæst blev træet bragt til byggepladsen, hvor snedkere stod for samling af skolepultene.

Skole Congo4 8134 800X533

Man starter monteringen af skolepultene nedefra, hvor man samler hovedrammen til pulten. Dvs. at man har to vandrette stykker træ, som man lægger fra forenden til bagenden. Oven på dem monteres de lodrette poster (ben) til bord og sæde. Sædet monteres, og bordpladens to stykker træ samles og monteres. Til slut sættes en fodstøtte på efter benpladerne - altså forrest på pulten. Det hele samles med søm.

Allersidst i processen sker en finpudsning og tilretning af bordplade, sæde og kanter. Dette påbegyndes med håndhøvl og afsluttes med sandpapir.

Det gængse værktøj til samling af skolepultene er en fuksvans, en hammer, en høvl og sandpapir. Ofte er der ikke mulighed for at få afrettet træet på maskine, så de afrettes manuelt med en håndhøvl”. 

Samarbejdspartnere

Skolen er blevet bygget i samarbejde med Moravian Church Eastern Congo, som er en del af den verdensomspændende Brødrekirke. Kirken i Østcongo er forholdsvis ung, og mange er blevet medlemmer af kirken i forbindelse med, at de har været flygtninge i Tanzania. Kirken er officielt bragt tilbage til Congo i 2008. Hovedsponsoren af projektet er altan.dk ved Peter Knudsen, som har sponseret opførsel af bygningerne.

Se mere om projektet på altan.dk og Moravian Mission Uvira.

Skole Congo2 8068 800X533

Skole Congo3 7570 800X533