AI byder på helhedsplaner til 200 mio. for FOB

FOB Logo Small

AI er prækvalificeret blandt 5 udvalgte teams til at afgive tilbud på bygherrerådgivning i forbindelse med realisering af helhedsplaner for FOB afdeling 8, 9 og 14 i totalentreprise. Vores team består af AI som totalrådgiver og underrådgiver Thing Brandt Landskab.

De forventede håndværkerudgifter er estimeret til ca. 200 mio. inkl. moms. Opgaven er godkendt til støtte i henhold til Landsbyggefondens renoveringsstøtteregler.

Med helhedsplanerne ønsker FOB at fremtidssikre boligkomplekserne med et udbud af attraktive og varierede boligtyper, der tilgodeser behovet for boliger for en bred vifte af boligsøgende i Kalundborg Kommune. Der ønskes en forskelligartet boligbebyggelse i mindre enheder, som skal tiltrække en blandet beboersammensætning og gøre det nemmere for beboerne at få større tilknytning til området.

Bygherrerådgivning i forbindelse med helhedsplanerne omfatter blandt andet renovering, genopretning og forbedring af afdelingernes bygninger, nyt fælleshus, nye administrationsbygninger, installationer, udearealer og fællesaktiviteter. FOB Kalundborg ønsker ligeledes tilbud på option på bygherrerådgivning i forbindelse etablering af 14 nye tagboliger i afd. 9.

Boligerne skal være energirigtige og leve op til dagens boligstandard mht. boligstørrelse, bad- og køkkenforhold samt altaner/terrasser. Samtidig skal det sikres, at der for et fastlagt antal boliger opleves god tilgængelighed også for beboere med dårlig mobilitet.

I forhold til bebyggelsens ude- og fællesarealer skal der skabes indbydende mødesteder med bl.a. et fælles beboerhus.  De fælles mødesteder skal give gode udfoldelsesmuligheder for alle aldersgrupper og dermed bidrage til et godt naboskab. De fælles udearealer skal indeholde velafgrænsede stiforløb med udsyn og overblik, herunder tilstrækkelig belysning.

Se mere om FOB her.