Jan Bruus Sørensen fylder 60

CEO Jan Bruus Sørensen fylder 60 år fredag den 18. august 2017.

AI fejrer det på dagen med reception for venner og forretningsforbindelser kl. 14-17 på Refshalevej 147.

Kom og vær med til fest.  

170704 Jan Bruus Soerensen 60


Arkitektur, bygningsrenovering samt transformation af hotelbyggeri

Jan er uddannet snedker og bygningsingeniør i 1985. Han blev en del af AI´s ejerkreds og ledelse i 2002 efter ca. 15 år som administrerende direktør af ingeniørvirksomheden Knudsen & Sørensen med kontor på Hauser Plads ved Kultorvet.

Jan har en mangeårig og bred erfaring med ingeniørdesign inden for kultur-, bolig-, kontor-, hotel- og undervisningsbyggeri for både offentlige og private bygherrer. Gennem hele sin karriere har Jan haft særlig passion for arkitektur og design, og som rådgivende ingeniør har han altid prioriteret et tæt samarbejde med arkitektfaget.

AI er blandt de ældste tværfaglige virksomheder i Danmark med mere end 50 års erfaring inden for integreret rådgivning, i dag med fokus på bæredygtig projektudvikling mellem fagdisciplinerne. Jan sætter pris på ledelse med og af mennesker i en flad ledelsesstruktur med en nærværende ledelse.

Hotelområdet har de sidste mange år fyldt meget, og det er blevet til mange hotelbyggerier både i Danmark, Sverige og Norge. Bl.a. gennem Jans drivkraft har AI solide referencer og igangværende projekter inden for de største hotelbyggerier i København.

Her kan nævnes den gennemgribende renovering af den bevaringsværdige ejendom Niels Brocks Gade 1 til nyt Nobis Hotel Copenhagen, som tidligere husede Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Derudover omfatter projekter bl.a. restaurering og ombygning af Hotel d´Angleterre, Hotel Skt. Petri og senest transformation af det gamle hovedpostkontor på Bernstorffsgade 30 til det nye Posthotellet.

Jan har stor interesse for politik og bestyrelsesarbejde og er aktiv i flere bestyrelser i København, bl.a. Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn, Indre By Lokaludvalg og Spar Nord Bank København.

Privat er Jan opvokset i Korsør, har gået på gymnasiet i Høng og startede sin karriere som soldat i flyvevåbnet. Han har nu bopæl på Christianshavn med udsigt til vandet, er gift med Lene Boye og har to voksne piger. Han nyder natur, jagt, sejlsport, atletik og har løbet en del maraton.