Slut med sne på Ghita Nørby

AI Aveny T Blog Marts 2017

Det traditionsrige teater på Frederiksberg Allé, Aveny-T, er midt i en gennemgribende renovering, hvor AI Arkitekter & Ingeniører er totalrådgivere.

Ifølge teaterdirektør, Jon Stephensen, var renoveringen og moderniseringen af bygningen mildest talt tiltrængt. For som han fortæller til Lokalavisen Frederiksberg Weekend: 

”Bygningerne var ved at gå til i råd, der var skimmelsvamp og selv rotterne var begyndt at finde sig godt til rette i både skuespillernes garderober og på scenen. Det var ufatteligt, at vi alligevel fik det ene stykke efter det andet op at stå… Det er enestående. Men sørgeligt, at det skulle komme så vidt. Ghita Nørby måtte stå model til at stå på scenen, mens sneen dalede fra et hul i taget.”

Frederiksberg Kommune købte det privatejede teater i 2015 og betaler for renoveringen. For teaterdirektør, Jon Stephensen, er det vigtigt, at alt der kan bevares, bliver bevaret, så husets særlige ånd forbliver intakt. Dårligt indeklima og sne gennem taget vil dog være en saga blot.

Renoveringen vil efter planen være færdig til sommer, og Jon Stephensen lover et brag af en åbningsforestilling.

Læs mere om forvandlingen af Aveny-T og teaterdirektørens visioner i Lokalavisen Frederiksberg.