Energirenovering af markant, bevaringsværdig Nørrebroejendom
Ved Blågårds Plads ligger A/B Blågårdsgade 29 – en markant københavnerejendom fra 1908 med 56 lejligheder af varierende størrelser. Ejendommen er opført i historicistisk stil med nationalromantiske træk, og den smukke facade i blank, rød tegl er præget af dekorativt murværk, rundbuede vinduer og gennemgående, buede karnapper. Med en SAVE-værdi på 3 er huset udpeget som bevaringsværdig bebyggelse af særlig byarkitektonisk værdi, og derfor er opgaven at energirenovere uden at ændre ejendommens udtryk.
Helhedsrenovering med blik for ejendommens oprindelige kvaliteter
Foreningen har valgt at samle ejendommens renoveringsbehov i én koordineret indsats. Tag, kælder, facader, vinduer, ventilation og kloak håndteres samlet, og tiltagene vil sammen med indvendig efterisolering med kork, kalk og ler forbedre indeklimaet og sænke energiforbruget markant. Oprindelige kvaliteter bevares både ude og inde, hvilket kræver skræddersyede løsninger. Der isættes koblede trævinduer med samme opdeling, farve og dimensioner, som bygningens oprindelige vinduer, og der efterisoleres indvendigt med biogene materialer.
En ny vej for efterisolering med biogene materialer
Indvendig efterisolering med biogene materialer som kork og kalk er ikke en standardløsning. Efterisolering bliver ofte reduceret til et valg mellem udvendig efterisolering med nye facadeelementer eller indvendig efterisolering med opbygning af traditionel forsatsvæg med mineraluld. Her afprøver vi med beboernes opbakning en alternativ metode, som indvendigt reducerer tabet af boligareal og gør det lettere at bevare bygningens oprindelige proportioner og bygningsdetaljer både indvendigt og udvendigt. Købehavns Kommune har valgt at støtte ambitionen med 8,4 mio. kr. fra Byfornyelsepuljen. Erfaringerne samles i en drejebog, så projektet kan give konkret viden til andre, der står med samme udfordring: at energioptimere ældre bygninger uden at give afkald på deres arkitektoniske særpræg.
Periode : 2020 - 2028
Bygherre : AB Blågårdsgade 29
Enterpriseform : Hovedentreprise
Samarbejdspartnere : Kjær Knudsen, Havnens Hænder
AI's rolle : Totalrådgiver

Markedschef, renovering & fornyelse, København
Hils på Rasmus
Markedschef, renovering & fornyelse, Odense
Hils på Peter