Debatindlæg af Katja Lindschouw Frankvard Stenbjørn, fagleder for bæredygtighed hos AI Arkitekter & Ingeniører
Bygge- og anlægsbranchen står for omkring 40 pct. af ressourceforbruget og 30 pct. af affaldsproduktionen i Danmark. Skal disse tal reduceres markant, er vi nødt til at ændre vores grundlæggende perspektiv og betragte eksisterende bygninger som en ressourcebank frem for et midlertidigt lager af kommende affald.
Vi skal have afdækket materialernes restværdi, tekniske kvalitet og videre anvendelsesmuligheder også selvom materialerne er kategoriseret som farligt eller forurenet affald.
Det betyder ikke, at vi skal kompromittere arbejdsmiljø eller sundhed. Tværtimod er viden om indhold af skadelige stoffer en forudsætning for ansvarlig genbrug.
Denne problemstilling har senest været omdrejningspunktet for et debatoplæg, jeg deltog i på Circular Build Forum 2026, og den har siden givet anledning til yderligere refleksioner over vores nuværende praksis.
Miljøklassificeringen fungerer som stopklods
Når vi i dag renoverer og transformerer bygninger, er det et lovkrav, at vi tidligt i processen får lavet en miljøkortlægning, så bygherrer, rådgivere og entreprenører få indsigt i, hvilke byggematerialer, der i en affaldssituation er forbundet med risici for miljø og sundhed.
I den forbindelse klassificeres bygningens materialer som røde (farligt affald), gule (forurenet affald) eller grønne (ikke-forurenet affald).
Farvekoderne er miljøeksperternes måde at skabe klarhed på, og koderne gør det nemmere for byggeriets øvrige aktører at forstå kortlægningen. Men farvekoderne forsimpler også tingene, og i
praksis bliver de røde og gule kategorier ofte opfattet som et definitivt stopskilt for genbrug.
Klassificeringen kommer dermed til at fungere som en barriere, selv i situationer hvor materialerne – under kontrollerede forhold – kunne have haft et videre liv.
Beslutninger træffes på forkert grundlag
Miljøkortlægning har til formål at sikre, at affald håndteres og bortskaffes uden risiko for miljø og sundhed. Grænseværdierne i miljøkortlægningen er derfor udviklet til affaldsregi og ikke til at vurdere materialers egnethed i en ny anvendelseskontekst.
At vi så tidligt i et byggeprojekt forholder os til materialer som affald frem for ressourcer har væsentlige konsekvenser for graden af genbrug og genanvendelse i byggeprojekter.
Et konkret eksempel er parketgulve i ældre lejligheder. Gulvene i sådanne lejligheder ender ofte som affald i forbindelse med renoveringer, fordi miljøkortlægningen klassificerer dem som forurenet eller farligt affald, når de indeholder PCB. Dette er på trods af, at gulvet i nogle tilfælde stadig kan genbruges. Ved en gul eller rød klassificering opstår der ofte en forudindtaget opfattelse af, at gulvet må være sundhedsfarligt i enhver sammenhæng eller at genbrug af forurenet gulv vil gøre byggeprocessen for kompleks, risikofyldt eller dyr.
Men hænger det nødvendigvis sådan sammen?
Det er min erfaring, at genbrug ofte fravælges tidligt i et byggeprojekt på baggrund af en rød eller en gul miljøklassificering, og ikke på baggrund af en reel undersøgelse af, hvad der skal til for, at materialet kan genbruges i ny sammenhæng. Vi træffer således for ofte beslutninger på et forkert grundlag.
Resultatet bliver, at materialer med potentielt teknisk og funktionel værdi fjernes, selv om en mere nuanceret vurdering kunne have åbnet for andre løsninger.
En miljøkortlægning bør udvides til en mere helhedsbaseret vurdering, der også tager forbehold for eventuelle nye anvendelseskontekster, f.eks. materialets eksponeringsforhold, indkapsling og funktionalitet i nye sammenhænge. Først når parametre som disse inddrages, får vi en reel anvendelsesvurdering – ikke blot en affaldsklassificering.
Nye fælles vejledninger, mens vi venter
I en ideel verden har vi kortlægningsværktøjer, der ser på eksisterende materialer som en ressource frem for som affald. Men Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag.
Et mere realistisk første skridt kunne være at udarbejde fælles vejledninger baseret på konkrete erfaringer med genbrug og genanvendelse af materialer, der i dag klassificeres som forurenet eller farligt affald. Sådanne vejledninger kunne blandt andet indeholde viden om problematiske stoffer, anvendelseskontekst, arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, nødvendige kompetencer og
nye arbejdsmetoder.
Hvis vi mener alvorligt, at cirkulær økonomi skal være mere end et politisk mål, kræver det, at vores værktøjer, klassificeringssystemer og faglige praksis understøtter, at materialer kan blive i kredsløb, også når de ikke er perfekte.
