Når taget alligevel skal skiftes
Mange almene boligafdelinger står over for nødvendige renoveringer. Tage, installationer og vinduer har gjort deres arbejde i årtier. På et tidspunkt kan de ikke mere.
Når der skal renoveres, er spørgsmålet ikke kun, hvordan man reparerer det, der er slidt. Spørgsmålet er også, hvad man kan få ud af renoveringen, når stilladset alligevel står der.
I Glostrup Vestergård har de valgt at være ambitiøse. Her bliver tagrenoveringen en anledning til at genbruge så meget som muligt og integrere solceller i taget, så bebyggelsen som noget nyt kan producere grøn strøm lokalt.
Røde tage, grøn strøm
Glostrup Vestergård er en parkbebyggelse fra slutningen af 1950’erne. Tre etager. Røde mursten. Sadeltage med røde tagsten. Et arkitektonisk udtryk, som beboerne med god grund gerne vil bevare.
Derfor har løsningen ikke været at lægge standard-solceller oven på taget og håbe, at ingen kigger op.
I stedet integreres solcellerne i tagfladerne og får en rød farvenuance, der spiller sammen med de eksisterende tegl. På den måde kan bebyggelsen producere grøn strøm lokalt uden at miste sit kendte røde udtryk.
Der etableres 6.500 m² solpaneler, som skal levere strøm til både boligerne og afdelingernes fælles forbrug.

Solpanelerne er placeret på tagets syd- og vestvendte tagflader.
Store C02-besparelser med genbrug
Bæredygtighed handler ikke kun om det nye, man lægger til. Det handler også om det, man ikke smider væk.
Ved at genbruge de sten, der allerede ligger på taget, undgår vi, at der til denne sag skal gaves nyt ler op af jorden, at der skal brænde store mængder tegl, og at der skal transporteres både ler og tagsten rundt på vejene. Enorme CO2-udladninger er undgået.
Projektets entreprenør har testet de gamle sten med en simpel test – tagstenene er kørt ned af en sliske, og herefter er de blevet slået på og lyttet til. Hele tagsten, uden revner, som stadig lyder som en klokke, er lagt fra til genbrug. Endeligt har det været et krav, at stenene kunne afrenses for gammel understrygnings- og forskallingsmørtel samt evt. fugeskum.

Der er lagt nye rygningstegl, men den resterende tagflade er udelukkende dækket af solpaneler og genbrugstegl. Der er i alt genbrugt ca. 8.500 m² tagsten.
Samarbejdsenergi på byggepladsen
Et projekt med høje ambitioner skaber stolthed blandt alle, der er involveret. Og stolthed skaber god energi. På møderne. På byggepladsen. I samarbejdet.
Projektet bærer præg af en progressiv bestyrelse, der tør holde fast i visionerne. En bygherre, der står last og brast med ambitionerne. Og en entreprenør, der finder løsninger, når virkeligheden yder modstand. Alle vil det samme: finde løsninger, løfte i flok og lykkes sammen.

Etapevis renovering af afdelingens mange tage
Helhedsbaseret design i praksis
AI Arkitekter & Ingeniører er totalrådgiver på projektet. For os er Glostrup Vestergård et stærkt eksempel på helhedsbaseret design i praksis.
Lokalplanskrav, krav fra Landsbyggefonden og ønsket om solceller skal bindes sammen med en bæredygtig tilgang, en realistisk økonomi og respekt for bebyggelsens arkitektur.
Det er netop dér, projektet bliver interessant. Når teknik, arkitektur, genbrug, energi og beboernes ønsker ikke behandles som hver sin løsning, men samles i én helhed.
Eller sagt på en anden måde: én rød tråd på et meget rødt tag.
Projektet forventes færdigt i maj 2027. Bygherre er Glostrup Ejendomsselskab / KAB. Entreprenør er Hovedstadens Bygningsentreprise, og solcellerne leveres af Ennogie Solar Group.