Når gamle bygninger skal levere ny luksus

Vi har været med til at renovere og ombygge en række af Københavns luksushoteller. Erfaringen er, at femstjernet komfort skabes med helhedsbaseret design.

Det gode hotelværelse føles rigtigt. Temperaturen er behagelig. Der er ro. Lyset er med til at skabe stemning. Trykket i bruseren er, som det skal være, og dampen fra det varme bad bliver på badeværelset.

Pladsen er udnyttet, uden at værelset føles som en kabinekuffert med gardiner. Bag kulisserne flyder logistikken, så medarbejderflow, rengøring og vareleverancer hverken spænder ben for gæsterne eller for hinanden.

Meget af den luksus, vi oplever på et godt hotel, ligger med andre ord i det, vi ikke lægger mærke til. Det, der bare fungerer. Men når den form for luksus skal opnås i et renoveringsprojekt, så kræver det, at en lang række arkitektoniske og ingeniørfaglige valg bliver truffet og tænkt sammen tidligt i projektet.

 

Villa Copenhagen
Hotel Hans

Før det føles enkelt, skal meget være tænkt igennem

Et hotel er en kompakt byggeopgave, hvor usædvanligt mange hensyn mødes på få kvadratmeter. Arkitektur, konstruktioner, ventilation, VVS, akustik og brandsikring skal fungere i et hus, hvor pladsen skal udnyttes effektivt, logistikken skal glide, og overflader og løsninger skal kunne holde til et stort dagligt slid.

I en eksisterende bygning kommer endnu et lag til. Man kan ikke nødvendigvis føre installationerne den letteste vej eller flytte en væg, hvor det passer bedst. Eksisterende konstruktioner, bevaringsværdige detaljer og nye krav skal finde plads i den samme løsning.

Det, der opleves enkelt af gæsten, er derfor resultatet af rigtig mange beslutninger. Jo tidligere arkitekter, ingeniører og specialister arbejder sammen, desto bedre er mulighederne for at få løsningerne til at understøtte hinanden frem for at konkurrere om pladsen. Det er helhedsbaseret design i praksis.

 

Hotel Sanders
1 Hotel Copenhagen

Ny komfort uden at bygge historien væk

Når ældre bygninger skal have nyt liv som moderne hoteller, handler det ikke om at gøre dem nye. Det handler om at få nye krav og eksisterende kvaliteter til at fungere sammen.

Installationerne skal kunne driftes og vedligeholdes. Konstruktionerne skal kunne bære nye funktioner. Materialer og løsninger skal kunne holde til intensiv brug. Og bygningens karakter skal stadig kunne mærkes, når arbejdet er færdigt.

Femstjernet komfort i historiske bygninger kan være kompliceret at skabe. Det skal bare ikke føles sådan.

 

d’Angleterre
NH Hotel Collection Copenhagen