Henriksgården – Konstruktioner

Helhedsplan fremtidssikrer boligafdeling gennem omfattende renovering. Nye tagkonstruktioner, karnapper og altaner.

 

Helhedsplan støttet af Landsbyggefonden
Henriksgården er et betonelementbyggeri fra slut 1960’erne, bestående af 332 boliger fordelt på syv blokke i 4-etagers højde med beliggenhed i Valby. Henriksgården gennemgår en større renovering, hvor AI er totalrådgiver på projektet. AI har i tæt samarbejde med bygherre, byggeudvalget og beboerne udarbejdet en fremsynet helhedsplan for at fremtidssikre boligerne. Boligblokkene får bl.a. nye tage, nye facader, nye vinduer og nyrenoverede altaner med glasinddækning. Her har vores konstruktionsingeniører udarbejdet funktionelle og holdbare løsninger, som både fremtidssikrer og giver et gevaldigt arkitektonisk løft til boligerne og bebyggelserne.

 

Nye facader, indgangspartier og spanske altaner

Bygningens facade gennemgår en omfattende fornyelse. Den nye facade er funderet på nye pæle, og et nyt fundament etableres, hvor det dels er pælefunderet og dels hæftet på de eksisterende kældervægge. Der opføres nye karnapper i betonelementer, etagevist, samt nye indgangspartier, der hviler på stålsøjler og er hæftet på den eksisterende konstruktion. Nye trapper etableres til kælderen, og lyskasser nedlægges og udstøbes med beton. Derudover udføres der nye spanske altaner som massive betonelementer. Disse monteres på stålkonstruktioner, mens de eksisterende altaner får nye værn.

 

Nyt tag og nye tagetager til ventilation

Det nye tag med hældning opbygges med nye træskelet tagelementer. Tagelementerne understøttes af nye trækonstruktioner som danner taghældningen og fordeler lasten ud til de underliggende bærende vægge. Ventilationsanlæggets vægt fordeles ved hjælp af fordelingsbjælker. Desuden indsættes nye stålprofiler i ydermurene i opgangene for at muliggøre installationen af store nye vinduer. Udenfor opføres nye skure med pladefundamenter i beton.

 

AI’s rolle

AI står for al ingeniør- og arkitektfaglig rådgivning, bortset fra grøn mobilitet og landskab. Vi varetager desuden projekteringsledelse, byggeledelse, beboerkoordinering og arbejdsmiljøkoordinering (P + B) under projektet. Projektet er i udførelse, og de første tre etaper er afleverede.

 

Grønne tiltag

Solceller, der samler energi i batterier og en generel energioptimering via ny klimaskærm

Fakta om projektet

Periode : 2014 - 2026

Størrelse : 30.000 m² / 332 boliger

Enterpriseform : Hovedentreprise

Samarbejdspartnere : Opland (Landskab), Cowi (Grøn Mobilitet) Niras (Jordhåndtering)

AI's rolle : Totalrådgiver, Arkitektrådgiver, Ingeniørrådgiver, Energirådgivning