Nyt tag tilpasset bygningen
Andelsboligforeningen Hans Egede har fået nyt tag på deres fredede karréejendom Linoleumshuset. Arbejdet er udført med traditionelle håndværksmetoder under totaloverdækning, og specialproducerede, kulbrændte vingetagsten pryder nu ejendommen.
Fredet ejendom kræver særlige restaureringsmetoder
Linoleumshuset er tegnet af Povl Baumann og opført i 1930-31. Povl Bauman var en markant arkitekt og blandt andet medlem af Akademirådet, Akademisk Arkitektforening og Statens Bygningsråd. Helt i Baumanns ånd er taget på Linoleumshuset blevet restaureret med sans for arkitektonisk kvalitet og god byggeskik. Taget er udført med støbejernsvinduer, inddækninger i bly og nedløbsrør udført som svanehalse. Der er udført nyt fast undertag af rupløjede brædder og tagpap under det nye tegltag. De smukke teglsten er magen til de sten, der er brugt på flere kirker og godser i Danmark og som er blevet lagt på H. C. Andersens hus i Odense. Af mere kuriøse eksempler på klassisk byggeskik kan nævnes detaljer som, at der er blandet hestehår i den mørtel, som de nye tagsten er lagt i, og at der er anvendt godt gammeldags madpapir under mørtlen ved de brandkamme og trappetårnene, som tagstenene er blevet muret ind i.
Energioptimering via efterisolering
I forbindelse med tagrestaureringen er der foretaget efterisolering af varmerør i tagrum og af skunke i etagedæk i tagrum, og så er vægge og lofter i portåbninger blevet efterisoleret.
Periode : 2014 - 2015
Bygherre : AB Hans Egede
Størrelse : 3.200 m²
Enterpriseform : Hovedentreprise
Samarbejdspartnere : Enemærke & Petersens - E&P Andels-ejer
AI's rolle : Totalrådgiver
Refshalevej 147
1432 København K
+45 32 68 08 00
CVR-nr.: 58 68 49 10
Thriges Plads 2
5000 Odense C
+45 82 30 31 01
CVR-nr.: 58 68 49 10