Ny adm. direktør i AI Arkitekter & Ingeniører

AI Arkitekter & Ingeniører får per 1. juni ny direktion som del af et generationsskifte.

Der er tale om et velforberedt generationsskifte, som skal fortsætte den positive og grønne udvikling, som AI har opbygget gennem 60-års virke som den første tværfaglige arkitekt- og ingeniørvirksomhed i Danmark.

Arkitekt og kreativ direktør Tomas Snog overtager posten som adm. dir. efter Jan B. Sørensen. Tomas har gennem 21 år været med til at opbygge AI som den første tværfaglige virksomhed med fokus på bæredygtighed. Han har siden 2007 været partner og siden 2017 kreativ direktør. Han har som arkitekt stået bag flere præmierede bæredygtige byggerier, så som boligbyggeriet Sundholm Syd, og har bidraget aktiv til udbredelsen af bæredygtigt byggeri med foredrag og uddeling af SUSTAIN-prisen på Danmarks Tekniske Universitet og Kunstakademiets Arkitektskole. Derudover har han i en årrække været medlem af Dansk Industris udvalg for klima og energi, og er i dag formand for Bæredygtighedsudvalget i Danske Arkitektvirksomheder.

“Det er en sund virksomhed, som jeg nu får æren af at stå i spidsen for. AI har i snart 60 år dyrket det tætte samarbejde mellem arkitekten og ingeniøren for at finde frem til bæredygtige løsninger. Nu skal vi tage det samarbejde til et nyt niveau og vise at vi kan skabe mere værdi med grønnere byggeri. For alle vil gerne investere i et grønnere byggeri, hvis økonomien også er bæredygtig. Det er det, der skal drive den grønne omstilling af vores branche.” siger Tomas Snog.

“AI har en unik styrke med en agil størrelse på ca. 100 arkitekter og ingeniører, der dækker samtlige af byggeriets fagligheder. Vi har en stærk samarbejdskultur, og vi trives bedst i tæt samarbejde med bygherren og byggepladsen. Det er her, vi udvikler de bæredygtige løsninger, som skaber værdi for brugerne og bygherren.”

AI’s nuværende adm. dir. Jan B. Sørensen fratræder efter 19 år som direktør, heraf 13 år som adm. direktør. Han fortsætter sit virke i AI A/S som direktør og bestyrelsesformand. Jan har gennem årene udbygget og konsolideret virksomheden, samt opbygget en bred vifte af offentlige og private kunder inden for forretningsområderne bolig, skoler og hoteller. Der afleveres derfor en virksomhed, som økonomisk er særdeles sund og med et højt fagligt og bæredygtigt niveau. Særligt inden for hotelområdet har han sat sit præg på en lang række af hotelbyggerier som renovering af Nobis Hotel, Villa Copenhagen og senest Comwell Copenhagen Portside. “AI har været gennem en spændende udvikling og jeg ser frem til min nye rolle, hvor jeg vil fortsætte med at servicere nye som gamle kunder. Jeg er stolt over at have stået i spidsen for AI og at kunne give depechen videre” siger Jan B. Sørensen, som forsætter sit virke i AI som direktør, bestyrelsesformand og partner.

Projektchef Carsten Sindahl bliver en del af direktionen som ny driftsdirektør. Carsten kom til AI i 2002 og har siden 2004 været projektchef og partner. Carsten har gennem årene stået bag opbygningen af en stærk projektlederkultur med særligt fokus på tværfaglig projektledelse. “Projektledelsen er afgørende for den tværfaglige succes. Vi fokuserer på at få afstemt bygherres såvel som entreprenørernes forventninger og skabe værdi for alle parter på projektet” siger Carsten Sindahl.

AI’s direktion
Adm. direktør Tomas Snog og driftsdirektør Carsten Sindahl

   

Yderligere ændringer i AI’s organisation

Bygningsingeniør Maj A. Jakobsen overtager ledelsen af ingeniørafdelingen efter Bygningsingeniør Steen Mortensen, der fortsætter som fagleder for VVS. Steen har siden 1998 stået i spidsen for ingeniørafdelingen, hvor han har opbygget et stærkt fagligt team af fagkompetencer inden for de traditionelle installationsfag (el, vvs og ventilation) samt indeklima, energioptimering og klimasikring. I 2004 blev Steen en del af AI’s partnergruppe.

Maj kom i 2017 til AI med en HD i International Business og som certificeret DGNB-auditor. Hun er i dag fagleder for bæredygtighed og har gennem årene assisteret som afdelingschef for ingeniørafdelingen.

”AI har en bred samt specialiseret viden inden for de tekniske fag. Dette sammen med vores tværfaglighed og vores tilgang til grønne byggerier gør os til en stærk spiller. Jeg ser frem til at understøtte AI’s vision om at skabe mere værdi med grønnere byggeri, og til fortsat at sikre de rette faglige ressourcer på vores projekter” siger Maj A. Jakobsen

Afdelingschef Dennis Storm for AI’s kontor i Odense, indtræder som ny partner i AI’s partnergruppe. Dennis kom til AI i 2003 og har siden 2012 stået for opbygningen af AI’s kontor samt opgaveportefølje på Fyn. I dag tæller afdelingen 18 arkitekter og ingeniører og er i fortsat vækst. “Det har været en udfordrende og spændende opgave, at opbygge en ny tværfaglig afdeling på Fyn, og jeg er meget stolt over at blive en del af AI´s partnergruppe. Jeg kan se, hvordan Fyn har taget den grønne dagsorden til sig, og det er et rigtig godt match med AI’s målsætning om at grønnere byggeri giver mere værdi” siger Dennis Storm

Om AI Arkitekter & Ingeniører

AI Arkitekter & Ingeniører har ca. 100 arkitekter og ingeniører fordelt på hovedkontoret i København og kontoret i Odense.AI arbejder med boliger, skoler, hotel- og erhvervsbyggerier med fokus på, at skabe mere værdi med grønnere byggeri. AI oplever stigende vækst i projekter med grønne investeringer og løser udviklingsopgaver for investerings- og pensionsselskaber, hvor de grønne effekter omsættes til økonomiske indtægter.