Tagrenovering med 100 procent genbrugstegl

Fredag d. 26. april 2024 sender Glostrup Ejendomsselskab et visionært tagrenoveringsprojekt i udbud. Vi er totalrådgiver på det spændende projekt.

Vestergårdens afdeling I, II & III skal have skiftet tag i 2025. Der har fra projektstart været fokus på energioptimering, genbrug og grøn energi, og ambitionsniveauet har kun vokset sig større undervejs i projektet.

Det projekt, der nu sendes i udbud, består af nyt fast undertag, røde solcellepaneler på den ene af hver bygnings store tagflader mod syd eller vest, samt 100 % genbrugstegl på de resterende tagflader.

 

Godt, grønt samarbejde med bygherre

Lars Holmgaard Hoffensetz, som sammen med Micki Mlka er projektleder på sagen for KAB, glæder sig over, at projektet nu sendes i udbud, og han ser frem til at få en ambitiøs entreprenør med ombord.

“Vores rådgivere fra AI Arkitekter & Ingeniører har vedholdende kæmpet for at finde løsninger, der kan indfri Glostrup Ejendomsselskabs grønne ambitioner, og vi glæder os til at høre fra entreprenører med samme visioner for mere klimavenlige løsninger.”

 

Ros fra Markedschef Flemming Kristensen 

AI Arkitekter og Ingeniører er totalrådgiver på projektet, og AI’s markedschef for almen renovering, Flemming Kristensen, har undervejs været særligt imponeret over, hvor positivt rådgiverteamets løsninger er blevet taget imod.

”Det her er lykkedes, fordi alle har trukket i samme bæredygtige retning. Vi har mødt et beboerdemokrati, der modigt og meget bevidst har truffet grønne valg, og et ejendomsselskab, der har banet vej for en fornuftig projektøkonomi ved at øremærke frie midler til grønne investeringer,” udtaler Flemming Kristensen og fortsætter:

”Kommunen har været en god medspiller, og KAB’s profes­sionelle projektledelse har skabt et samarbejdsklima, hvor de grønne ambitioner har kunnet gro.”

 

Se tidligere artikel om projektet i KABnyt ved at trykke her