Hotel Nobis – Konstruktioner

Transformationen af bevaringsværdi bygning har omfattet store konstruktive ændringer fra kælder til kvist

Gennemgribende konstruktionsændringer
Den gamle, markante bygning fra 1903, som tidligere husede musikkonservatoriet, er konverteret til luksushotellet, Nobis København. Projektet har indebåret konstruktionsændringer fra kælder til kvist, og det har krævet stor ingeniørkunst at håndtere de nye belastninger på etagedækkene. Bygningen er en af de første armerede betonkonstruktioner i Danmark, og består desuden af bærende murværk og en tagkonstruktion i træ over 2 etager samt krybekælder. På projektet har AI Arkitekter & Ingeniører ageret rådgiver indenfor konstruktionsdesign, og vi har således håndteret de gennemgribende konstruktive ændringer i den bevaringsværdige bygning.

 

Marmor, ny tagetage og 120 dørhuller
En central udfordring for vores konstruktionsingeniører på Nobis har været at få indarbejdet at der etableres tunge badeværelser beklædt med marmor på vægge, gulv og loft. Der er desuden blevet etableret ny etage i tagniveau med værelser og suiter. Dette har medvirket til, at både etagedæk, vægge og fundamenter har fået en voldsom ekstralast, som skulle håndteres. Samtidig krævede indretningen til hotelbrug etablering af 120 nye dørhuller. Vi løste udfordringen ved at udvikle et system med stålforstærkninger af etagedæk og vægge, som kunne udføres successivt uden at sætte bygningens stabilitet på spil.

 

Tag og kælder
Bygningen har krybekælder, underetage, 1. og 2. sal samt en todelt tagetage.

I forbindelse med projektet var kælderen særligt udfordrende, da kældergulvet blev sænket i forbindelse med etablering af teknikkælder og vi samtidig skulle fundere for de nye laster. Begge dele foregik under grundvandsniveau. En anden central udfordring i projektet var etableringen af tagterrasse ovenpå restauranten. For at gennemføre dette, var det nødvendigt  at forstærke tagkonstruktionen, uden at ødelægge det arkitektoniske udtryk.

Med renoveringen har Nobis fået ny indretning og disponering med 77 hotelværelser, 2 nye elevatorer, produktionskøkken og restaurant.

 

Grønne tiltag

Genbrug af byens smukkeste huse giver både kulturhistorisk mening og sparer CO2 og ressourcer

Fakta om projektet

Periode : 2015 - 2017

Bygherre : Fastighets AB Balder

Størrelse : 5.500 m²

Enterpriseform : Hovedentreprise

Samarbejdspartnere : Wingårdhs, Millimeter Arkitekter og Nobis AS

AI's rolle : Arkitektrådgiver, Bygherrerådgiver, Ingeniørrådgiver, Totalrådgiver