Villa Copenhagen – VVS

Stor opgradering af VVS-installationer skal sikre moderne og effektive systemer for eksklusivt hotel i København

Omfattende renovering af eksklusivt hotel

Hotel Villa Copenhagen har gennemgået en omfattende renovering, hvor alle installationer er blevet udskiftet for at sikre moderne og effektive systemer, og bygningen er blevet opgraderet med både fjernvarme og fjernkøling for at sikre optimal temperaturstyring året rundt.

Ventilationssystemet er blevet markant forbedret med en omfattende mekanisk ventilation, og der er installeret sprinklere for at forbedre brandsikkerheden. De nye installationer er blevet integreret både i eksisterende og nye bygningsrammer, og bliver centralt styret og overvåget.

 

Temperatur og indeklima

Fjernvarmen fordeles i varmeteknikrummet til beholdere for varmtvandsopvarmning samt vekslere til både radiatoranlæg og ventilationsvarme. Opvarmningen sker primært via radiatorer, hvilket sikrer det bedste indeklima i den over 100 år gamle bygning.

Fjernkølingen fordeles i køleteknikrummet til vekslere, som betjener både ventilationskøling og fan-coil anlæg i værelserne. Under projekteringen af køleinstallationerne har der været stort fokus på at sikre tilstrækkelig opvarmning af kølevandet samt på at fastlægge tilslutningseffekten, med hensyntagen til samtidige kølebelastninger. Indeklimaanalyserne er udført ved hjælp af BSIM.

I produktionskøkkenernes køle- og frostrum opsamles kondensatorvarmen og genanvendes til opvarmning af hotellets udendørs pool.

 

Ventilation

Der er installeret omfattende mekaniske ventilationsanlæg med fokus på energieffektiv lufttransport, god luftfordeling og et optimeret design. Anlæggene betjener værelser, møde- og konferencerum, restauranter, produktionskøkkener, lobby og andre områder. For at imødekomme krav til facadeudtryk er der udviklet specielle luftindtag i form af “Veluxvinduer” med riste og store felter med tudstens-tagsten ved indtagskamrene. Luftafkastet foregår i stor udstrækning via de eksisterende tårne i tagrygningerne.

Grønne tiltag

Restvarme opvarmer poolen på taget, og CO2-venlig fjernkøling består bl.a. af frikøling fra havvand

Fakta om projektet

Periode : 2016 - 2020

Bygherre : Strawberry Properties A/S

Størrelse : 25.400 m²

Enterpriseform : Totalentreprise

Samarbejdspartnere : Arkitekterne Krook og Tjäder, Kullegaard AS, Hent Danmark AS,

AI's rolle : Bygherrerådgiver, Ingeniørrådgiver