Kreativ skole i ombygget slagtehal

Naturligt lys, naturlig ventilation og god akustik. Den åbne indretning stiller store krav til lys, luft og akustik

Fra slagtehal til kreativ skole
Tvillingehallen var oprindelig slagtehal til den Brune Kødby i København. Den karakteristiske tagform sikrede et godt naturligt arbejdslys og god udluftning under slagtningen. Under Anden Verdenskrig var bygningen vaskehal for tyskernes biler, og væggene røber stadig små indskrifter fra soldaterne. Mange af de historiske spor er bevaret i den nye indretning. De nye rum og funktioner er opført som rumstore møbler, der er sat frit ind i den historiske dobbelthal. Bygningen er forvandlet til ét stort kreativt værksted, hvor indeklima, akustik og åbenhed går op i højere enhed.

 

Åben indretning
Billedskolen er en moderne skole med fokus på det kreative. Alle aktiviteter fra lærerværelse til værksteder og udstilling foregår i samme rum. Forskellige niveauer, vægge og møbler deler rummet op i mindre zoner til forskellige aktiviteter. De gamle porte er blevet erstattet af store glaspartier, som skaber visuel forbindelse til pladsen på den ene side af hallerne og udeværkstedet på den anden side.

 

Naturligt lys, naturlig ventilation og god akustik
Den åbne indretning stiller store krav til lys, luft og akustik. De store rytterlys giver et flot naturligt dagslys, som minimerer brugen af elektrisk lys. I facaden er der etableret nye forvarmede luftindtag, der sammen med de gamle rytterlys sørger for komfortabel, naturlig ventilation af rummene – uden brug af store ventilationsanlæg. Den særlige tagform er forsynet med akustisk dæmpning i hele loftfladen, hvilket sikrer, at aktiviteterne ikke forstyrrer hinanden.

Grønne tiltag

Fakta om projektet

Periode : 2000 - 2002

Bygherre : Københavns Kommune

Størrelse : 1.200 m²

Enterpriseform : Hovedentreprise

AI's rolle : Arkitektrådgiver, Bygherrerådgiver, Energirådgivning, Ingeniørrådgiver, Totalrådgiver